Bryllupsforberedelser

I lørdags blev jeg gift med manden i mit liv, min kæreste gennem seks år. Vi blev gift på Rådhuset om formiddagen, og holdt festen derhjemme om aftenen. Vi havde 35 dejlige gæster - vores nærmeste venner, vores forældre og søskende. Det var en fantastisk dejlig dag. Selvom det ikke var noget stort bryllup krævede det dog en del forberedelse, da vi lavede al maden selv (med hjælp fra min søde familie) - inklusiv bryllupskagen. Så de sidste par uger er gået med at læse kogebøger, lave menu, købe ind, lave pynt, pynte op, gøre rent, forberede lege og taler, samt forberede en masse mad. Og der var masser af mad! Faktisk har vi levet af rester indtil i dag, hvor det der ikke allerede var i fryseren røg ud. I fryseren gemmer der sig bl.a. næsten 200 blinis! Gad vide hvornår vi nogensinde får spist dem?


Min kæreste lavede over 200 blinis, mens jeg lavede bordkort og kort til buffetten, og vimpler til at pynte hele lejligheden og tagterrassen med.

To uger inden brylluppet blev jeg overrasket midt i morgenmad og avislæsning af mine veninder, min søster og mor, som havde arrangeret polterabend for mig. Det var en rigtig fin og hyggelig dag de havde fået lavet for mig, selvom det er lidt af en udfordring at holde polterabend for en gravid.
Ydmygelserne kunne jeg dog ikke helt blive foruden, da jeg blev sendt sådan her rundt i byen. Om dagen fik jeg mange store øjne fra børn (også fra min nevø, som bor i samme opgang, og synes det var ret ærgerligt at jeg havde taget ballonerne af næste dag), mens det om aftenen og natten mere var fulde mænd der kom med "kreative" tilråb som "gode balloner".

Etiketter: , ,