Drenge og dukker

Da jeg var lille lavede min mors moster en Rudolf Steiner-dukke til mig. Jeg har altid været imponeret af at hun kunne lave en dukke selv, og med til den fulgte også fint, sirligt lavet dukketøj. Jeg kan dog ikke huske at have leget særlig meget med den, derimod husker jeg utallige timers leg med vores plastikdukke i babystørrelse. I perioder husker jeg endda at jeg synes den hjemmelavede dukke var lidt pinlig og "tarvelig". Men dukkens "hud" er næsten tyndslidt, og der er små huller på den, så noget må jeg nu have leget med den. Nu har Magne fået lov til at låne den, og han er overraskende glad for den. Han tager tøjet af, og prøver at få det på igen, og slæber den rundt omkring i lejligheden.
Da han blev født fik han af sin farmor og farfar en mindre og mere "fast" Rudolf Steiner-dukke, som han også af og til leger med.

Jeg har overvejet selv at lave en ny dukke til ham, for jeg synes det kunne være så hyggeligt at han havde en dukke hans mor havde lavet, og en dukke som måske kunne ligne ham lidt. Min tanke var at han skulle have den til jul, når han er 1½ år. Men jeg er i tvivl om den er besværet værd. Derudover tænker jeg at ulddukkerne ikke er ligeså praktisk, da man jo ikke kan gøre dem ordentlig rene. Så ville det være bedre at købe en plastikdukke med ham, som kan vaskes og komme med i bad?
Er der nogen drengemødre der har erfaringer med små drenge og dukker? Eller andre der har erfaringer med Steiner-dukker vs. plastikdukker?




Etiketter: ,