Jeg har altid været lidt for god til at få dårlig samvittighed, eller måske nærmere dårlig. Jeg har ofte fået det, og jeg har nemt fået ødelagt en nats søvn, med spekulationer over om jeg havde nu havde såret nogle eller handlet korrekt. Bemærk at jeg har skrevet det i datid, for efter jeg har fået Magne, har det ændret sig. Det er ikke forsvundet, med det har ændret karakterer. Magne har lært mig at sove når jeg har muligheden for det. Lige meget hvor stresset eller presset jeg er, så sover jeg om natten (hvis jeg ellers får lov).
Den dårlige samvittighed er der skam stadig, og den giver endnu større knuder i maven end før. På studiet skal jeg lave eksamensopgave i tre forskellige grupper, og bare logistikken i det er vanskelig. Jeg har dårlig samvittighed overfor de andre når jeg ikke kan yde den samme arbejdsindsats som dem, når jeg er nødt til at.blive hjemme med Magne, eller når jeg må lade de andre tilbage fordi jeg skal hente Magne. Samtidig har jeg dårlig samvittighed de dage jeg må hente Magne med hjertet i halsen, fordi jeg har skyndet mig hele vejen, jeg har dårlig samvittighed når Magne hiver i mig, og siger "lege", men jeg ikke har tid, og dårlig samvittighed, når jeg vi kommer hjem fra vuggestuen, og jeg er mentalt fraværende, og jeg har dårlig samvittighed de dage jeg først kommer hjem efter Magne er blevet lagt. Jeg har også dårlig samvittighed overfor min stakkels mand, som oftere end mig må blive hjemme med Magne, som ofte må være alene med ham om eftermiddagen og aftenen, og som kommer mere og mere bagud med sit speciale, og jeg har dårlig samvittighed fordi jeg altid er så træt om aftenen at jeg ikke har overskud til at føre en rigtig samtale. Sådan kunne jeg blive ved.
Derfor har jeg også bestemt mig for ikke at have dårlig samvittighed over manglende aktivitet på bloggen, kreative projekter der hober sig op, venner jeg ikke får set eller den hovedrengøring der aldrig bliver klaret.Etiketter: personligt, tanker
