...det er hvad Magne bliver til august, når vi skal være forældre for anden gang!
For et par uger siden var vi til den første scanning, og den lille bønne i maven, er helt som den skal være. Her anden gang var det ikke mindre fantastisk eller rørende at kigge op på skærmen, og se det lille bitte hjerte slå.
Jeg fandt ud af at jeg var gravid i december, to uger før mine eksamensafleveringer. Selvom det var en glædelig nyhed, kom det lidt som en overraskelse. Og i den periode arbejdede jeg så meget, at jeg knap havde tid til at tænke på det. Jeg havde i forvejen dårlig samvittighed over at være så meget væk fra Magne, så tanken om at han skulle dele opmærksomheden med endnu et barn var lidt svær. Var det nu det rigtig tidspunkt. Havde vi overhovedet råd til det? Overskud? Hvordan ville det blive med to blebørn på samme tid? Alle disse overvejelser fyldte rigtig meget i den første tid, sammen med en dårlig samvittighed over at jeg burde glæde mig lidt mere.
De to ugers studiefri jeg havde midt i januar, var rigtig gode for mig. Jeg havde tid til at tage tingene stille og roligt, sove længe og bare tid til at tænke både frem og tilbage. Jeg har endelig fået lavet Magnes "barnets bog" færdig, og det har været en god anledning til at huske tilbage på den første tid med Magne, og til at snakke med Magne om dengang han var inde i mors mave, og siden da han var en lillebitte baby. Han er meget optaget af det, og kigger også i nogle babybøger vi har lånt til ham. Selvoptagede, som børn jo er, mener han at alle de små babyer i bøgerne er "lillebitte Magne".
Roen til at tænke, var lige hvad jeg havde brug for, og nu er jeg begyndt at glæde mig rigtig meget. Ingen tvivl om at det bliver s.... hårdt i starten, og i mange andre perioder, men det bliver også så hyggeligt at have to små børn. Og forhåbentligt får de rigtig meget glæde af hinanden. Der er ingen tvivl om at Magne bliver en lille storebror, men når jeg tænker på hvad han i en alder af 18 måneder allerede kan, er jeg sikker på at han nok skal nå at lære meget mere på det halve år der stadig er tilbage. Når han er sammen med sit 1 år yngre fætter, kan jeg allerede se hvad sød og omsorgsfuld han er, når han prøver at give han sutten, finder legetøj til ham eller kysser ham. Men selvom han vil han det bedste, er det svært at forstå hvad sådan en størrelse kan tåle. En dag ville han give ham et knus, og lagde sig så nærmest ovenpå ham. Det bliver nok den største (eller en af dem) udfordring, at man ikke kan lade de to være alene i samme rum.Etiketter: baby, gravid, graviditet, søskende, tanker
