Forleden skrev en veninde, som lige er blevet mor til sit andet barn, at hun syntes at weekenderne indimellem var lidt for lange. Og jeg kan godt huske den følelse fra efteråret, at weekenderne bare var endnu hårdere end hverdagen med to små børn hjemme. Nu syntes jeg det er lettet, og weekenderne er igen (og har været det noget tid) rare og mere afslappende end hverdagen. Denne weekend synes jeg var særligt rar, og vi kunne godt have brugt en dag mere. Det meste af sidste weekend var jeg alenemor, så det var ekstra rart med to voksne på skansen. Lørdag var totalt doven søndag, bare på en lørdag. Jeg fik lov til at sove længe, og da jeg stod op, fik min mand en ekstra lur. Mens Asger sov formiddagslur, hyggede vi alle tre i sofaen med kaffe og en stor bunke nye biblioteksbøger. Mens børnene sov middagslur fik jeg syet lidt, og manden dræbt monstre på sin telefon (ja ja, hver sine interesser). Om søndagen var Magne og jeg på Post- og Telemuseet sammen med mormor, morfar, moster og fætrene. Magne er helt vild med det museum, det er lige noget for en lille videbegærlig dreng som ham. På museet har de et fint legeland, men det mest udstillingen med elektrisk tog og telefoner man må røre, og ringe i, der lokker. Og så kan man lave sine egne frimærker. Alt sammen et stort hit. Og så spændende at Magne sov 2,5 times middagslur da vi var hjemme igen!
 |
Ordner posten... |
 |
...og kigger på modeltog der kører frem og tilbage - og frem og tilbage og.... |
Drengene er også begyndt at få rigtig stor glæde af hinanden, og det er så dejligt at mærke deres glæde over hinandens selskab. Asger hviner af fryd over de mindste ting som Magne gør. Og når ens lillebror ubetinget elsker en, så er det svært ikke at holde af ham, selvom han indimellem er skide irriterende. Magne insisterer også tit på at Asger skal lege med ham, fortæller ham små historier og kommer løbende med nye savlesmække når de andre er våde (det sker meget tit). Men indimellem er det også mere udfordrende fordi Asger er blevet så meget mere mobil, og gerne vil være med i alt hvad Magne foretager sig. Og det legetøj som Magne har er bare mere spændende end det vi kan tilbyde. Det kan indimellem være udfordrende at sørge for at begge drenge bliver set, hørt og får deres behov dækket. Men når det hele spiller så er det lykken.Etiketter: børn, familieliv, hverdag, sniksnak, søskende, udflugter